Ruslands historie

Ruslands historie begynder med østslavernes historie.^[1][2] Den egentlige russiske historie er traditionelt anset som havende sin begyndelse ved etableringen af den rus-stat, der blev etableret i 862 af væringer i de nordvestlige dele af det område, der i dag udgør Rusland.^[3] Staraja Ladoga og Novgorod blev de første større byer i den nye stat med indbyggere bestående af immigranter fra Skandinavien, slaver og finner-ugrier. I 882 besejrede fyrst Oleg af Novgorod Kijev, hvorved den nordlige og sydlige del af de østslaviske områder blev underlagt samme hersker. Riget blev kristnet med afsæt i det byzantinske rige i 988. Kijevriget bestod indtil dets opløsning omkring 1240 som følge af de de mongolske invasioner af Rus og den resulterende kraftige nedgang i befolkningstallet.

Efter det 13. århundrede blev Moskva det politiske og kulturelle centrum. Ved udgangen af det 15. århundrede havde Moskva underlagt sig de nordøstlige og nordvestlige russiske fyrstendømmer og bragt det mongolske overherredømme til ophør. Storfyrstendømmet Moskvas territorier blev i 1547 til Zar-Rusland. I 1721 omdøbte zar Peter den Store riget til Det Russiske Kejserrige. På dette tidspunkt strakte staten sig fra i vest mod grænserne mod Den polsk-litauiske realunion og i øst mod Stillehavet. Rusland havde efter sejren over Napoleon efter dennes fejlslagne felttog mod Rusland i 1812 været blandt de dominerende stormagter i Europa. Oprør blandt den livegne landbefolkning var hyppige, men disse blev brutalt nedkæmpet. Zar Aleksandr 2. afskaffede det russiske livegenskab med sin reform fra 1861, men landbefolkningen led fortsat under vanskelige forhold, og der opstod et pres for revolutionære ændringer i det russiske samfund. I de følgende årtier gennemførtes en række reformer, herunder Stolypin-reformerne i 1906–1914, vedtagelse af ny forfatning i 1906, nedsættelse af Statsdumaen m.v. med henblik på at åbne og liberalisere den russiske økonomi og det politiske system, men zaren afviste at afsige sig sin autokratiske magt.

En kombination af økonomisk sammenbrud, krigstræthed og utilfredshed med zarens enevældige position førte i 1917 til den Den Russiske Revolution, der indledningsvist afsatte zaren og bragte en koalition af liberale og moderate socialister til magten, men som senere førte til de kommunistiske bolsjevikkers magtovertagelse den 7. november 1917 (25. oktober efter den julianske kalender).

I 1922 indgik Russiske SFSR sammen med Hviderussiske SSR, Ukrainske SSR og den Transkaukasiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik Traktaten om dannelse af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker, hvorved de fire republikker blev lagt under samme statsdannelse i form af Sovjetunionen. Mellem 1922 og 1991 er Ruslands historie stort set sammenfaldende med Sovjetunionens historie. Sovjetunionen var en ideologisk baseret stat med stort set den samme geografiske udstrækning som det Russiske Kejserrige før Brest-Litovsk-freden i 1918. Sovjetunionen var fra sin grundlæggelse en étparti-stat ledet af kommunistpartiet. Tilgangen til socialismens opbygning varierede dog over årene: Fra en blandingsøkonomi og en accept af forskelligheder i republikkernes samfund og kultur over Josef Stalins kommandoøkonomi og undertrykkelse til en periode med stagnation fra 1960'er til 1980'erne. Igennem denne periode blev Sovjetunionen en af de betydende sejrherrer i 2. verdenskrig og en supermagt under Den kolde krig, hvor Sovjetunionen som lederen af Østblokken stod overfor Vesten. Sovjetunionen opnåede i perioden en kraftig teknologisk udvikling og blev under rumkapløbet den første nation, der sendte et menneske i kredsløb om Jorden.

I midten af 1980'erne blev svaghederne i den sovjetiske økonomi og politiske struktur akutte, hvilket ledte til Mikhail Gorbatjovs reformer, der ledte til kommunistpartiets tab af regeringsmagten og til Sovjetunionens sammenbrud, hvorved Rusland blev en selvstændig nation. Den Russiske Sovjetrepublik omdannedes til Den Russiske Føderation og blev en af fire efterfølgere til Sovjetunionen.^[4] Den Russiske Føderation var den eneste af de gamle sovjetrepublikker, der overtog Sovjetunionens permanente sæde i FN's Sikkerhedsråd.^[5] Senere overtog Rusland i 1994 Sovjetunionens samlede atomarsenal, men mistede sin status som supermagt. Rusland opgav planøkonomien og kollektiviseringer, og nye ledere, herunder nuværende præsident Vladimir Putin har efterfølgende søgt at revitalisere landets økonomi og har siden 2000 ført en stadig mere egenrådig og selvsikker udenrigspolitik. Ruslands involvering i separatistbevægelser i det østlige Ukraines Donbass-region samt annekteringen af Krim i 2014, har bragt Rusland i konflikt med USA og EU og har ført til vedtagelse af sanktioner mod landet.

1. ^ "History of Russia – Slavs in Russia: from 1500 BC". Historyworld.net. Arkiveret fra originalen 9. marts 2006. Hentet 17. marts 2021.
2. ^ Hosking, Geoffrey; Service, Robert, red. (1998). Russian Nationalism, Past and Present. Springer. s. 8. ISBN 9781349265329.
3. ^ "Повесть временных лет".
4. ^ Article 1 of the Lisbon Protocol from the U.S. State Department website. Arkiveret 28. maj 2019 hos Wayback Machine
5. ^ Country Profile: Russia Foreign & Commonwealth Office of the United Kingdom. Arkiveret 11. marts 2008 hos Wayback Machine